Denne søde unge dame har jeg lavet da jeg var barn, nok omkring 11-12 år. Jeg lavede den i vores sommerhus i Rørvig, hvor vi tilbragte rigtig mange fridage og ferier. Den er lavet af mormors garnrester, morfars piberensere, blonder arvet fra en gammel dame og et ansigt der er broderet helt primitivt med det der var til rådighed, nemlig sytråd. Det kunne være sjovt at lave nogle nye dukker inspireret af denne dame og så se om udtrykket stadig ligner min barndoms. Tænker om i skønne damer her i bloglang mon ligger inde med ligenede minder fra jeres barndom?? Hvis i har noget i gemmerne ville det være super sjovt at se det, måske vi kunne lave sådan en bytte, bytte barndomsminder ;0)
Ønsker jer alle en skøn weekend og glæder mig til at se hvilke barndomsminder der dukker op hos jer!!
Hvor er hun fin og hvor er det karrakteristisk for dig at du allerede der broderer sådan et fint ansigt. Mine børn laver masser af piperenserdukker hele tiden, mest med kunstige blomster som skørt men også af og til med sokker eller stofstykker, der er dog ingen af dem der er begyndt at broderer ansigter på. Jeg kan huske mange små tossede ting jeg selv lavede som barn og noget af det lever endnu rundt omkring hos de mennesker der fik det som gave. Det synes jeg er en kærlighedserklæring fra de mennesker. Jeg husker måske især to ting fra den tid, den ene var en lille bitte dukke som jeg lavede af bittesmå perler med en lille bitte stump af en blonde som kjole. Den dukke sidder stadigt på mit juletræ. Den anden ting var en uro jeg lavede med lysekronekrystaller, perler, pallietter og ståltråd. Jeg lavede den sådan lidt i trods mod det jeg troede at de allesammen gerne ville have at jeg gjorde og var sikker på at de ville kalde den for plat. Det gjorde de ikke. Faktisk var de helt vilde med den og det skuffede mig vistnok noget selvom jeg også var stolt.
p.s.: Jeg var vild med din maleskole. TAK.
Marina – Lyder også fint med kunstige blomster på dukkerne. Du har helt ret, det er en stor kærlighedserklæring når de fine ting gemmes igennem mange år. Eller som du beskriver med den lille dukke der altid hænger på juletræet. Jeg har selv en lille nisse, som sidder i toppen af træet med en mini stjerne i hånden, den er fra mit eget første juletræ, hvor jeg ikke ejede noget pynt og måtte kreere noget selv for at pynte det. Det er ikke helt rigtigt for mig hvis ikke den lille fyr sidder øverst i træet :0)
Hej Karenmarie,
jeg kigger tit med her, og andre steder, men siger ikke saa meget.
Men jeg synes lige jeg vil sige hej til dig i dag – synes jeg kan genkende det lyseblaa billede fra en bog som jeg köbte for aar tilbage om sommerhuse. Verden er lille, isär nu til dags.
Er glad for a kende saadan en inspirerende blog som din – har ogsaa et par unger der har/gaar paa Steiner skole, saa det er ekstra hyggeligt at kigge indenfor hos dig!
lene L N fra Tyskland – Dejligt at du havde lyst til at sige hej. Hun hedder Gitte brandt hende der har malet billedet på postkortet. Sjovt med Steiner universet, jeg er ikke selv steiner skolet, men holder rigtig meget af mange af de samme ting som dem der er. Hyggeligt at vide at du sidder dernede og kigger med :0)
Så flott! Nå ble jeg påminnet at jeg sydde min mormor og hennes kjæreste som dukker en dag jeg savnet dem veldig. Mormor ble lang og tynn og hennes kjæreste liten og rund. Jeg fant dem igjen for ett år tilbake og da mormor fikk se seg selv, så ville hun så gjerne ha den. Jeg gav den bort, men savner den nå som jeg så din. Kanskje jeg må få tatt et bilde av den… Jeg sydde noen dukker for 2 – 3 år siden, det var veldig gøy og jeg vil gjerne gjøre det igjen. Takk for påminnelsen 🙂
Tone – Ja du må da helt klart tage et billede, de lyder super fine de dukker! og giv lige et praj når du lægger billedet på ikk!??