
Så er der dømt heks, men en af de meget søde hekse, nemlig Rebecca fra mit designhold – en rigtig lille græskarheks. I dag kommer vejledning på skørt og corsage.

Tegn mønsteret til corsage efter tegning 1, højden på corsage er ca. målet fra armhulen til taljen - klip 2 forstykker i filt. Klip 2 bindebånd ca. 50 cm og klip en lille stilk i filt. Klip sort rib, til bagstykke i målene 2 x forstykkets side-højde + 2 cm(til sømrum) x passende bredde, så corsage sidder stramt omkring kroppen. Sy ribben sammen, ret mod ret, langs taljen - vend den til retten.

Sy forstykkerne sammen ved den øverste kant, husk at komme bindebånd og stilk med ind i sømmen – tegning 2.

Vend til retten, sy 2 stikninger ned igennem forstykkerne, som vist på tegning 3 – kom ribstykket ind i sidesømmen, imellem de to lag og stik fra retten – filten trevler ikke, så du behøver ikke at bukke kanterne ind. Fyld pudefyld/små stykker pladevat ind i de to rum, der er opstået på forstykket – luk åbningen i bunden – FÆRDIG! 
Skørtet syes af ca. 5 lag tyl – jeg bruger hele tyllets bredde (ca.140 cm) til hvert stykke = i alt 10 stykker tyl – længden afhænger af barnets højde - her har jeg lavet dem i forskellig længde. Jeg har klippet de orange lag i lange takker langs den nederste kant. Sy lagene sammen 2 og 2 ved sidesømmene. Sy små læg langs hele taljekanten – du skal bare sy dem tilfældigt, men ca.1½ -2 cm dybe. Gentag dette på alle lagene.

Sy alle lag sammen ved taljer, så har du styr på dem når der skal syes rib på og du kan korrigerer de forskelle der er på taljevidden på de forskellige lag. Klip et stykke rib lidt minder end barnets taljemål x højden x 2 + 2 cm (sømrum). Sy ribstykket sammen, ret mod ret, langs sidesømmen – fold ribstykket dobbelt, vrang mod vrang, sy det på ved skørtets talje. Det er en god ide at dele taljen op i fjerdedele, marker med en knappenål, gør det samme på ribstykket, så er det lettere at samle de to dele og merviden bliver fordelt jævnt. Pynt til slut med plastik edderkopper, sy dem på i hånden.
Hat og håndledepynt kommer der vejledning på i morgen. Materialerne kan du købe hos CChobby og Stof 2000.