Lommer på pelsvesten

Karen Marie Dehn 30 okt 2009 | Comments (10) | 1.725 besøg

Lommer på pelsvest

Så fik jeg besluttet mig for hvilken type dekoration der skulle være på min nye pelsvest. Det endte med forskellige små lommer med broderier, quilt og en lille applikation.

Lomme med applikation

Den lille applikation er lavet med Vlieseline på vrangen og knaphulssting langs kanterne. Skråbåndet er Liberty taget på skrå og foldet med skråbåndsfolderen. Håber i alle får en skøn kreativ weekend – selv er jeg ret sikker på at få en masse inspiration, jeg skal nemlig til Rønde og holde kursus for en masse dejlige håndarbejdslærer :0)

Kanter med blondeelastik – tutorial – trin for trin

Karen Marie Dehn 28 okt 2009 | Comments (4) | 2.025 besøg

blonteelastik trin 1

Der er gået håndarbejdslærer i den – her kommer lige en trin beskrivelse på hvordan du laver fin finish med blondeelastik som kanter. Teknikken kan både bruges på fast stof og på jersey materialer.

1. Zigzag/overlock kanterne – her er vist en halsudskæring.

 blondeelastik trin 2

2. Hæft elastikblonden langs halsudskæringen, på retsiden med blonden væk fra sømmen – hæft på med knappenåle, elastikken skal strækkes mens du sætter nåle i, hæft elastikken ca. 2 mm fra hals kanten. Det er altid en god ide at lave en lille syprøve med den konkrete elastik, da det er meget forskelligt hvor meget stræk der er i forskellige typer elastik. Her skal elastikken rynke stoffet en del, hvorfor den strækkes meget.

blondeelastik trin 3

3. Sy blondeelastikken på med zigzag søm.

blondeelastik trin 4

4. Buk blondeelastikken om på vrangen og pyntstik fra retten ca. 5 mm fra kanten, elastikken strækkes mens du syr. God arbejdslyst :0)

Tilskæring – tunika og tanker

Karen Marie Dehn 26 okt 2009 | Comments (5) | 1.624 besøg

kursus forberedelser

Jeg går i disse dage og forbereder et kursus jeg skal holde i Rønde i weekenden – så der er gang i tilskæring, opsyning af modeller og udarbejdelse af kursus materiale (der skal laves tunikaer i Rønde). Da jeg i tidernes morgen gik på seminariet, var tilskæring ikke lige min kop the, det var så pokkers langsommeligt. Det skal nok lige nævnes, at jeg gik på håndarbejdets Fremmes seminarium og i de tider var det en dyd, at lave alt så absolut besværlig, som muligt ;0) Nu har jeg jo haft mange år til, at bruge al den dejlige håndværksmæssige viden jeg fik på seminariet, og har heldigvis fundet min egen måde at arbejde på. Nu er tilskæring bare en rigtig god ting, at kunne for at nå målet – og jeg har også øvet mig meget på at gøre det så let og tilgængeligt som muligt. Ja det siger vel sig selv, når jeg ligefrem laver kurser hvor jeg underviser andre i min måde, at bruge de gode gamle tilskærings regler, så er jeg i dag glad for alle de timer jeg dengang sled mig igennem tilskæringen. Jeg underviser ikke i hvordan man laver en grundform, det er stadig alt for tungt for mig. Tror min forse, både dengang og nu, ligger i at få ideer til hvordan designet skal se ud når det bliver færdigt – de små, men uhyre vigtige detaljer der gør værket fuldkommen. Den tilskæring, det materialevalg og den finish der gør, at en ide kan føres ud i livet.

Notesbøger – nu de indre detaljer

Karen Marie Dehn 23 okt 2009 | Comments (8) | 1.837 besøg

Notesbog detalje indvendig

Tak for alle de dejlige kommentarer på de små notesbøger :0) Der var et par spørgsmål omkring nogle tekniske ting – tænkte at det måske kunne være dejligt med lidt foto fra deres inderside!

Noresbog indvendig

Veledon, som er brugt indvendig, er et indlægsmateriale der er ret kraftigt og bla. bruges til tasker og bælter – nå ja og så naturligvis små notesbøger ;0) – jeg har købt det i Stof 2000. Vær omhyggelig når du klipper Veledon stykket ud, så du har et lige udgangspunkt at arbejde på – så gør det ikke så meget at der kommer lidt skævhedder undervejs, det synes jeg faktisk bare er charmen ved deres udtryk. Som det ses på billedet har jeg valgt, at komme forskellige typer papir i bogen.

Dejlig weekend til jer alle!

Notesbøger med personlige detaljer

Karen Marie Dehn 22 okt 2009 | Comments (15) | 3.260 besøg

Notesbøger

Måske du så dem i Hendes Verden (trinsag i “så let er det”) for nogle uger siden – men hvis ikke, får du lige ideen her! Sy små notesbøger på Veledon eller let karton (hvis din maskine kan klare kartonen!). Mine er syet på Veledon, som er let at arbejde med og giver en perfekt afstivning til bogen. Jeg har pyntet bøgerne med forskellige udklip fra kort, små broderier og lign. Nogle billeder skal beklædes med bogbindertape for at holde. Lav hele bogen og sy til slut papir i – sy en stikning igennem al papiret og selve bogen langs midterlinjen.

Notesbog detalje

Som det forhåbentlig er tydeligt på detalje billedet, så har jeg zigzagget alle dele sammen og kanten er ligesom foret, der bukkes om på forsiden.

De større børn vil sagtens kunne lave deres egne – en hyggelig gave til en kær ven eller  julegave til bedste.

Forelsket i en lille pelsvest

Karen Marie Dehn 19 okt 2009 | Comments (38) | 9.045 besøg

patchwork på pels

I dag vil jeg glemme alt om Jante loven og bare bryde ud i jubel over denne lille pelsvest jeg har lavet – er den ikke bare for nuttet!? patchwork stykket sidder på midten af bagstykket. Jeg vil ikke skjule min egen forelskelse, måske det er fordi den er så lille, eller så blød, eller så smuk, eller så broderet, eller også er det bare kærlighed :0) Dejligt når man laver noget man selv kan falde i svime over! Håber ikke i vil slå mig alt for meget i hovedet med gode gamle Jante over al min egen jubel!

pelsvest forfra

Og sådan ser den ud forfra – til sidst, lige en lille detalje af bindebåndet. Rie, hvis du kigger med så er den til Vera.

bindebånd af Liberty stof

Ps. må lige slutte med en undskyldning til jer der i de sidste uger har skrevet spørgsmål til mig her på bloggen – da jeg har været på ferie og samtidig modtaget en masse vidunderlige kommentarer så er i måske druknet i mængden. Send mig endelig en mail hvis du savner svar på din kommentar!

Store gavedag

Karen Marie Dehn 17 okt 2009 | Comments (7) | 1.274 besøg

lodtrækning

Har siddet denne lørdag morgen,  med en kop varm the og nydt alle jeres dejlige, positive og varmende kommentarer – tusind tak for dem alle!. En ren fornøjelse, at læse dem alle igennem, mens jeg skrev lodder på livet løs. Virkelig en særlig verden her i blogland, sprængfyldt med kreativ energi, uanset om det er på det konkrete plan eller om det er alle de dejlige tanker og overvejelser om livets store som små udfordringer og gaver, der bliver skrevet om – glædes virkelig over at være blevet en del af blogland.

Ja så blev der også lige trukket lod, og vinderne blev :Bøjlepung

  Rakel (pung)

Liberty-armbånd

 Marie-Louise (armbånd)

Genbrug på den fede måde 

Tina (bog). Det var så gaveuddelingen i denne omgang :0) Hvis i sender mig jeres adresser iler jeg på posthuset på mandag. Dejlig weekend til alle!

Pels til folket

Karen Marie Dehn 12 okt 2009 | Comments (6) | 1.791 besøg

Pels og broderier

Jeg fortalte for noget siden om mit dejlige møde med Rie Elise Larsen, hun henter jo en masse spændende ting hjem fra Indien og bla. gamle broderier. Den dag jeg besøgte Rie havde jeg min pelsvest  fra min bog på- mit yndlings overtøj for tiden, og Rie ville rigtig gerne have nogle små pels veste til sine piger. Jeg lod mig lokke til at lave nogel med forskelligt pynt og nu har jeg været ude og købe pels, både til børneveste og så lige en voksen til mig selv. Jeg har “heldigvis”  ikke haft tid til at lave dem endnu for jeg bliver ved med at få nye ideer til hvordan de skal se ud. Kender i det når noget føles virkelig dyrebart, så er det lige lidt svære at tage beslutning om at klippe i det – sådan har jeg det med de broderier jeg fik med fra Rie og til dels også med pelsen, den er bare såååå lækker. Glæder mig vildt til at lave dem og smider selvfølgelig et billede eller to når de er færdig.

Pelsvest med patchwork

Hvis du ikke lige har min bog så er her et billede af min elskede vest, med blandede broderier og genbrugs sager i patchwork.

Knager i fantastiske farver

Karen Marie Dehn 10 okt 2009 | Comments (7) | 4.027 besøg

Knager fra Casalinga

Knagerne er fra Casalinga og jeg synes de er super flotte – jeg var forbi Trine og låne dem til nogle sager jeg er i gang med. Det er virkelig en af frynsegoderne ved mit job, at jeg får mulighed for at møde alle de spændende mennesker der står bag diverse typer design. Casalinga har også rigtig fine vaser og andet godt på lager. Jeg har malet en kommode sort og sat 2 lilla og 2 røde knager på, har planer om at lave noget knagerække og de ville se super fine ud hvis de bruges som en gruppe knager på en væg – særligt de store, eller en blanding af forskellige størrelser. Værn jer med tålmod, jeg smider billeder på når der er noget helt færdig:0)

Små hæklede gaver

Karen Marie Dehn 8 okt 2009 | Comments (3) | 5.770 besøg

hæklede armbånd

Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer og for jeres interesse i at deltage i dette give-away – det er helt fantastisk! Italien kalder, jeg skal ned og besøge en italiensk veninde, bare super dejligt. Lige nu er jeg i gang med at give teknikken styringen nogle dage, så jeg lægger nogle indlæg på som vil blive udgivet mens jeg sidder og spiser en masse dejlig italiensk mad ;0). Min veninde Maria har 2 teenage døtre og dem har jeg tænkt skal have de hæklede små armbånd (fra en sag i Hendes Verden sidste vinter). Armbåndene er bare hæklet på 3 masker og med fastmasker – siden jeg lavede dem i vinter har jeg set Karens armbånd, som jeg tror er meget lettere at lave og som er super fine – opskriften til dem finder du hos Karen – god hæklelyst!

Næste side »